Berbertæpper

De marokkanske berbertæpper har en unik rå og sanselig skønhed, som kun få andre tæpper kan matche. Fra de vilde og kunstneriske Boucherouite der knyttes i hele Marokko af stofrester, til de mere eksklusive Beni Ouarain tæpper, samt de mere sjældne Boujad. Tæpperne er i de senere år blevet eftertragtede i den moderne nordiske indretningsstil. Med sine enkle geometriske mønstre og nærmest naivistiske formsprog komplimenteret af det vamsede og hyggelige i den tykke luv, tilfører berbertæppet det moderne hjem et etnisk og personligt islæt og varme.

Et Beni Ouarain tæppe knyttes af nomade berberstammen Beni Ouarain fra Atlasbjergene i Marokko. Tæpperne knyttes af ufarvet og naturlig creme, grå/gråsort eller brun fåreuld i bedste kvalitet. Ulden har et højt lanolin indhold, hvilket gør tæpperne lettere at holde. Tæpperne er ikke hvide, da dette som udgangspunkt vil betyde, at de er kemisk blegede. Tæpperne er tykke i luven, og mønstrene er som oftest enkle asymmetriske streger og trekanter. Mest typisk er de uregelmæssige diamant mønstre. Tæpperne er håndlavede og væves af kvinderne i berberstammen i en langvarig process, der ofte strækker sig over måneder. Mønstrene tager udgangspunkt i gamle traditioner, til tider med symbolske henvisninger  , deriblandt frugtbarhedssymboler og kærlighedsymboler. Hvert tæppe et helt unikt. Tæppernes uensartethed og ofte asymmetriske mønstre adskiller sig fra de fleste andre ægte tæpper, som typisk er inspirerede af den arabiske vævetradition, der tager udgangspunkt i perfektion og symmetri.

Tæpperne blev oprindelig anvendt som sengetæpper til beskyttelse og isolation mod den rå og barske kulde i Atlasbjergene.

I dag anvendes berbertæpperne som et smukt gulvtæppe, hvor børnene kan lege, til at skabe en hyggelig stemning, og til at give god akustik i hjemmet.

Boucherouite tæpperne er hverdagsbrugstæpper, som kan vendes og bruges på begge sider. De knyttes i hele Marokko. Ofte er de en ren farvefest i alverdens farvenuancer i enten karakterfulde geometriske mønstre eller helt abstrakte. Andre gange indgår der figurer og symboler. Tæpperne er baseret på ”genbrug” og er vævet med tøjstrimler fra forskellige tekstiler: Tørklæder, kjoler, slør, nederdele mm, som ikke længere er i brug. Nogle er vintage og andre er nyere.

De forrygende og mere sjældne Boujadtæpper er vintage tæpper. De ses ofte i rosa, røde og orange nuancer, med geometriske mønstre. Disse er vævet af kvinder i Midt Atlasbjergene. De er meget smukke med deres levende og varierede overflade. Luven skifter typisk mellem høj og fladvævet. De er vævet i naturlig indfarvet uld og bomuld.